Men så kom teenager årerne og det var en fantastisk tid. Ungdomsoprør var så småt begyndt drevet frem af ny musik og tanker.: Der var to hoved strømninger: den akustiske som var talerør for protest sanger og poeter og så den elektriske som tilhørte pop, blues, rock og eksperimenterende kunstnere. Det var ingen opbakning from forældre side fordi 1. de kunne hverken lide eller forstå den nye musik og 2. de var objekt for mange af sangernes kritik. Så vi unge måtte kæmpe mod all odds for at erhverve sig et instrument og lære at spille på den. Den gang var der jo ingen internet så man kunne ikke bare gå på nettet og hent tektser, becifring eller tabs. Nej, det var hårdt arbejde med at sidde med en plade eller spolebånd og lytte til små segmenter for at tyde et fuldstændig uforståelig sanglinie eller riff. Man kunne få de meste absurde resultater på den måde (eksempel??) Men man udviklede et godt øre og det vil sige er en kæmpe fordel, især når man skal i gang med at forstå musikkens inder logik og teori.
Så langt så godt. Så var det bare at finde nogen at spille med og tæske løs, timevis,dagevis, månedvis og årevis. Og det gjord vi. Jeg mødt min bedste ven på en bustur med skolen hvor vi opdagede hinanden og vores fælles musiklyst og smag. De næste 6 år var vi uadskillelige. Jeg næsten boede hos ham i de år hvor vi spillede, snakkede, drømmede og levede musik.
Så var det næste skridt jo at spille i orkester og det gjord vi. Her fik jeg mine første scene oplevelser – skræk såvel success. Jeg mindes et af vores første jobs hvor jeg stå på scenen med en tekst skrevet med rød blæk. Da jeg skulle til at synge den pågældende sang, var teksten blevet væk. I det røde lys på scenen, blev den usynlig til min stor rædsel! Nå så lærer man at improvisere, en anden vigtig færdighed i musik såvel som musikbranchen.
I gymnasiet, var jeg selvfølgelig på musiklinie. Der var en dygtig og engageret lærer som brændte for jazz og bigband så det var ikke tale om guitarrock overhoved. Jeg kunne vælge mellem saxofon og trumpet, så det blev saxaphone for mig. Et instrument jeg kæmpede med i 4 år og aldrig nogensinde kom til at hverden forstå eller holde af. Men, ud af til, spillede jeg tilforladelig og var med hele vej fra alt til tenor og sluttede på baratonsax, et instrument som er så stor at man man nemt kan få rygproblemmer af at stå med sådan et bæst.
Min flirt med saxafon var alligevel med til at fremme min forståelse af tonearter og transponering. Altsax spiller i Eb dur og tenor i Bb. Det vil sige at mår man spille en C på alt er det Eb på klaver. Lidt mærkelig og indviklet. Men sådan er det.
sunday 7th of feb.
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.
